|
|
Historie om klubben de første 10 år
I slutningen af 1987 og starten af 1988 undersøgte Allan Dose blandt familie, venner og bekendte muligheden for at starte en dartklub. Den 8/2-88 mødtes 10 dartinteresserede hos Allan, hvor det endte med at blive en stiftende generalforsamling. Den endte med at 8 meldte sig ind i Ballerup Dart Klub.Klubbens første klublokale var på ca. 12 m 2 og lå i et kælderrum i Rugvænget.Der var med nød og næppe plads til 2 baner, og det kneb selvsagt med pladsen når alle medlemmer mødte op til træning, medlemsantallet steg i takt med at rygtet var løbet med at der var startet en dartklub. Til klubbens første juleturnering meldte så mange at vi måtte finde et andet sted at spille, vi havde fået kontakt til Hedegårdens Dart Klub og havde spillet nogle kampe mod dem og de ville godt låne os deres lokaler til vores juleturnering, MANGE TAK FOR LÅN ENDNU ENGANG til HDK, specielt til Kjeld Sørensen fra HDK.
Vi fik flere nye medlemmer, og måtte så se os om efter nye og større lokaler, vi søgte Ballerup Kommune om der var mulighed for et større lokale, da medlemsantallet var steget til ca. 30. Den 9/8-89 på fritidsnævnets møde fik vi tildelt et lokale i et nedlagt klasselokale på Hedegårdsskolen, det var på ca. 70 m 2 , vi fik nu 6 baner til at spille på, samt et område til borde og stole samt en bar. Lokalet blev indviet af borgmester Ove E. Dalsgaard som kastede den første pil, derefter afholdt vi et lille stævne med præmier sponseret af BO Sport (Sportmaster).I 1991 steg medlemsantallet så meget at vi igen måtte gå med tunge skridt til kommunen med en bøn om hjælp til endnu større lokale, medlemsantallet var nu på 70, så det kneb med pladsen. Ballerup kommune var meget lydhør for vores ”problem” , der var nogle af vores medlemmer der kom på foreningscenteret Tapeten, og der havde set at et lokale stod tomt, og havde gjort det længe, på et kommunalbestyrelsesmøde i november 1991 belv det så bevilget at Ballerup Dart Klub må flytte ind på Tapeten.
En lille hård kærne af medlemmer brugte i næsten 2 måneder ca. 1500 arbejdstimer og ca. 110.000 kr. på at istandsætte og indrette lokalet, på klubbens 4-års fødselsdag den 8. Februar 1992 kunne vi præsentere Danmarks flotteste dartlokale for alle interesserede og igen kunne vores borgmester åbne vores klublokale med at kaste den første pil. Vi er meget stolte og glade for vort klublokale, der er ca. 210 m 2 hvor der er 14 baner, dejlig TV-stue, stor bar med depot, 2 toiletter og bestyrelseskontor.Vi takker kommunen mange gange og ikke mindst de politikere der sammen med os havde troen på at vi kunne få gavn af et så stort lokale. Det flotte lokale bevirkede også at der kom flere medlemmer til og da vi var flest i de første 10 leve år var vi 110 medlemmer.
Dagliglivet i klubben kom nu ind i en normal gænge med aktiviteter/træning mandag, tirsdag og torsdag og ca. 2 gange om måneden måtte vi tage lørdage og søndage til brug for at afvikle en eller anden form for lokale turneringer eller arrangementer for venskabsklubber eller andre.
I slutningen af 1994 meldte klubben sig ind i Dansk Arbejder Idræts-forbund i forventning om at vore medlemmer her havde mulighed for i konkurrence at møde andre dartspillere fra andre dele af landet. Vi måtte dog erkende at vore forventninger ikke efterlevede vores forventninger, så vi meldte os ud igen i 1998. Klubben fik dog vundet DAI mesterskaberne et par gange i alle rækker i den korte tid vi var medlem, grunden til udmeldelsen var dog at flere turneringer og stævner blev aflyst med meget kort varsel, det mente vi ikke kunne holde så vi mistede interessen for at tilmelde os da arrangementerne nok alligevel blev aflyst.
1990 blev det år vi aftalte med vores venskabsklubber på Samsø og Aabenraa, at vi skulle mødes, det blev starten på en fantastisk tradition, som stadig holder, vi er på Samsø hvert år i pinsen, hvor i 1997 kom der en anderledes disciplin, vi startede klubmesterskaberne i MINIGOLF, en meget stor oplevelse for deltagerne. Aabenraa tager vi til først på sommeren samt til juleturnering midt i november. Turen til Aabenraa har dog den fordel at det medbringes pas, så på vej hjem køres der en ”lille” omvej omkring Padborg så der kan handles lidt toldfrit.
Vores formand syntes at der skulle ske noget nyt i efteråret 1994, havde BDK nogle medlemmer der kunne slå Guiness rekord i 24 timers dart ?? Klubben havde et godt samarbejde med restaurant Chinese Corner i Ballerup centeret, så der blev sat 2 baner op foran restauranten, og vi fik 4 spillere til at ”træne” med en 6 timer dart, som opvarmning. De 4 spillere Henrik Axel Juul Nielsen, Per Knudsen, Ivan Poulsen og Jens Jørgensen syntes at det gik godt, så i weekenden den 1. — 2. Oktober 1994 forsøgte de at slå rekorden i 24 timers dart for par. FAXE/CERES depotet i Ballerup lagde lokaler til forsøget, og sørgede for at spillerne fik energirigtig drik under hele forløbet. Da de 2 par Ivan Poulsen/Jens Jørgensen og H. Axel Juul N./Per Knudsen startede lørdag kl. 11.00 var de fast besluttede på at rekorden der var på 722.330 point. Efter 16 timers spil måtte Axel og Per desværre give op da Axel fik dårligt knæ, men de to andre besluttede sig for at fortsætte, for mulighederne så gode ud. Som tiden skred frem blev udsigterne til en rekord mere og mere dystre, der blev derfor med fire timer igen sat en offensiv ind. Kontrolbordet kunne fortælle, at hvis gennemsnittet holdt, ville rekorden bliver slået efter 23 timer og 50 min. Med to timer igen gik slutspurten ind, samtidig med at spillerne havde sværere og sværere ved at hente pilene fra skiven. Mange af vore medlemmer dukkede op for at heppe, og med 13 min. igen kom meldingen fra kontrolbordet at rekorden VAR SLÅET, det satte de to spillere op, og det lykkedes at score yderligere 5190 point, så slutresultatet blev på 727.520 point. Men rekorden kunne desværre ikke godkendes da Dansk Dart Union ikke mødte op, selvom der var en aftale om at de ville komme, og Guiness ikke ville anerkende rekorden UDEN DDU’s underskrift.
Bestyrelsen havde vurderet at for de tilskud som blev givet til medlemmerne når de tog på rejse til stævner/turneringer, det kunne man holde en bus for. I slutningen af 1995 fandt man en bus der både levede op til vores forventninger og pris , MEN bussen stod på Bornholm, så der blev sendt et hold af sted til øen, og så var klubben ejer af en bus. Bussen blev bygget lidt om, der blev sat 6 borde i samt vendt nogle sæder så der nu ”kun” var 32 siddepladser, det passede bedre på det antal medlemmer der normalt tog af sted på ture. Bussen bliver brugt til ture på Samsø, Odense, Aaberaa, Tysklandsture samt et par ture til Bon-Bon land. Bestyrelsen har i slutningen af 1999, besluttet at der ikke var den store brug for bussen mere, der er ikke så mange der deltager eller der bliver ikke arrangeret så mange ture mere, bussen er solgt i juli 2000.
Lige siden Ballerup Turneringen (nu Omegnsturneringen) start har BDK gjort sig flot gældende, både hvad angår antal hold i alle rækker samt når vinderne af de bedste rækker skal omtales. Turneringen omfatter tre rækker: dame-, herre– og oldies og alle disse har der stået BDK på som vindere, endda op til flere gange. Turneringen var oprindelig sponseret af Ballerup Bladet, der blandt andet som krav havde bestemt, at de deltagende klubber skulle være hjemmehørende indenfor en radius af 10 km. fra Ballerup Station. Turneringen blev hurtigt kendt udenfor dette område og radiusen er nu udvidet til 15 km, og der er i turneringen 1999/2000 13 klubber med i alt 47 hold tilmeldt, Herre 19, Dame 13 og Oldies 15 hold. BDK-CUP & Ballerup Open blev to begreber som skulle komme til at koste klubben meget arbejde, men samtidig gjorde klubben kendt rundt om i det ganske land. Nogle af medlemmerne havde svært ved at holde klubbens stifter og tidligere formand i stramme tøjler, idet han allerede fra start havde en idé om at vi måtte kunne lave verdens største dartstævne. Allan’s ideer gik ud på, at vi måtte kunne samle 5-600 dartspillere til stævne på é n dag og afvikle både single og double for både dame– og herrespillere. Det skulle samtidig være for ikke licens-spillere, det vil sige at begrebet køkkenspillere blev opfundet for spillere ved vore kommende stævner; spillere der dyrkede dart på et helt almindeligt niveau og ikke kun stræbende for at blive licens-spillere under Dansk Dart Union. Disse spillere blev nemlig udelukket fra vore stævner. I marts 1989 arrangerede BDK sit første store stævne (CERES-CUP) der blev spillet på 20 baner på ”Tapeten” hvor der deltog ca. 150 spillere. Vi startede lidt blødt og havde kun inviteret herrespillere til 16 puljer og damespillere til 4 puljer á 5 spillere i dette første stævne, men alligevel blev alle puljer fyldt op og succesen var hjemme, efter en meget stresset dag. Året efter i marts måned var vi igen på banen og afviklede K.D.C. CUP efter samme principper, men succesen fra 1989 orde at vi måtte finde et større sted, vi skulle bruge 40 baner, og måtte flytte stævnet til festsalen på det daværende Ballerup Gymnasium. Selvom vi udvidede med 100 % var der ikke noget problem med at få fyldt puljerne op. BDK havde fundet et behov og ved vore store stævner blev dette behov tilfredsstillet.MEN et stævne om året var ikke nok, for med blod på tanden var der enighed om at forsøge at lave et halvvejs stævne i halv størrelse, det blev til Ballerup Open, som blev afviklet i september måned. Efter nu at have afviklet tre store stævner og opdaget at interesserede fra hele landet deltog, blev næste stævne i marts omdøbt til: BDK-CUP uofficielt danmarksmesterskab i dart. Det virkede som en magnet og succesen fortsatte. De to årlige stævner blev nu lagt i faste terminer og afvikles nu hvert år om lørdagen i uge 11 og 37.Til afviklingen af vore store stævner har vi ”opfundet” et system, der med næsten 100 % garanti gør, at vi, til forskel fra andre der laver stævner, kan overholde den fastlagte tidsplan således, at hvis vi har programsat finalerne til kl. 18.30 så starter finalerne senest på dette tidspunkt. Vi er af den opfattelse at netop denne præcision er af betydning for deltagerne og netop derfor er søgningen til vore stævner så stor.
I 1992 blev vor Borgmester Ove E. Dalsgaard én ud af 10 personer i Danmark, der blev udvalgt til at få nogle penge til at yngle for Dansk Røde Kors. Da Ove har støttet os når vi har haft brug for det, ville vi så ”give” lidt igen ved at arrangere et stævne til fordel for Dansk Røde Kors. Stævnet blev afholdt i maj 1992 og BDK skænkede hele overskuddet på kr. ca. 27.000 til dette gode formål.
I planlægningen omkring vore stævner stod vi næsten blanke omkring det hele, og i hvert fald hvad angik økonomien. Kunne så store arrangementer bære sig?
Vi fik en ide om at sælge "kvajeringene" på banerne og henvendte os til venner, bekendte og andre, der måske "ville være med på ideen? Det blev starten på sponsering i B.D.K. De første, der meldte sig under fanerne var: Bjarnes Pølser i Ballerup, v/Bjarne Jensen Ceres, Skovlunde, v/Ralf Jensen Deofok Malermester Jan Larsen Københavns Dart Center Automatudlejningen v/Torben V. Larsen Faxe/Ceres, Ballerup, der alle købte reklameplads på "kvajeringene". Samtidig havde vi en meget aktiv PR-udvalgsformand, der havde evnen til at skaffe præmier, og her kan nævnes firmaet som: Stimorol, Danmark Storck Riesen chokolade Texaco-Hydro, Ballerup Toms chokolade El-Service, Hedegårdscenteret Post-puben, Ballerup Tøjeksperten, Centrumgaden, Ballerup Pingvin lakrids. Ideen med salg af kvajeringe blev indledningen til et mangeårigt samarbejde med BJARNES PØLSER v/Bjarne Jensen, der meget hurtigt så "fidusen" og købte reklamepladsen på alle banerne. Vi var meget glade for den første økonomiske håndsrækning, der var med til at give B.D.K. et økonomisk sikkerhedsnet. I årenes løb er der flere, der har givet spilledragter til enkelte hold. Det drejer sig blandt andet om: Chinese Corner, Ballerup Centeret Bo Sport, Ballerup Centeret Top’s Konditori, Virum Wind’s Autotransport Aldo-El v/Allan Dose Fnuggis Transport v/Frank Mikkelsen. Som en ekstra "gevinst" ved vore stævner, blev der opbygget puljer, hvortil der blev indbetalt 500 kr. til hvert stævne. Disse puljer kan nå et maksimum på 10.000 kr., hvis de ikke bliver udbetalt undervejs. Det drejer sig om: Lukning v/170, udlovet af TVL’s Automatudlejning og Lukning på 11 darts, udlovet af DK Dart.
Den sidstnævnte pulje er dog udbetalt, og bliver ikke længere udlovet, da firmaet er lukket.
BDK's historie er skrevet frit efter BDK's jubilæumsskrift fra 1998. |
Send e-mail til info@ballerupdart.dk med spørgsmål eller kommentarer om dette Web-sted. |